Dette begreb blev i september 2002 lanceret af økonomiske forskere ved Harvard og Verdensbanken. Herom forklarer de selv*:
"Med "Denmark" forstår vi naturligvis ikke Danmark. Men vi hentyder til den forholdsvis ensartede fælles kerne i den offentlige sektor i de lande, der kaldes "udviklede" såsom for ex. Danmark, New Zealand, Tyskland eller Japan."
Også Francis Fukuyama har i sin bog "State Building" fra 2004 gjort brug af betegnelsen "Denmark" for dette begreb. Det afgørende er, at stater som Danmark er stærke nok til at forsyne borgerne med rent vand, uddannelse, kloakering, politimæssig beskyttelse, veje og en sundhedssektor. Disse håndgribelige tegn på udvikling uden korruption er i makroøkonomernes øjne mere afgørende end de mere uhåndgribelige tegn på udvikling i form af lovgivning om demokrati og menneskerettigheder. For de kan være uden reelt indhold i hverdagen.
I Danmark havde vi gennem et par hundrede år under oplyst enevælde med rimelige konger fået opbygget en tradition for hæderlige og effektive embedsmænd. Det kunne folkestyret efterfølgende betjene sig af. Den vej ligger ikke åben for nutidens u-lande.
For lande med tradition for klanstyre siden oldtiden er det særlig svært at komme over i en kultur med embedsmænd og domstole, der ikke er korrupte.
*Pritchett, Lant and Michael Woolcock. "Solutions When The Solution is the Problem: An Array of the Disarray in Development." Center for Global Development Working Paper #10, September 2002.